Læsning

 


Vores syn på læsning på Sødalskolen tager afsæt i Ehris interaktive læsemodel, hvor læsning skal forstås som en kompleks færdighed. 

Viden om verden er en del af den interaktive læsemodel, da læserens viden om verden har betydning for vedkommendes udbytte af den læste tekst. Læseren skal kunne aktivere den viden, som vedkommende har i forvejen for at få det fulde udbytte af sin læsning. 

Viden om sprog handler om, at læseren kender til sætningsopbygning. Det er lettere at læse tekster med korte sætninger end tekster med lange sætninger og tekster med mange indskudte sætninger. Samtidig skal læseren have viden om de ord, der referer til hinanden og binder sætningerne sammen, så teksten som helhed giver mening. 

Læseren skal også have en viden om tekster og deres opbygning. Man skal kende til de forskellige tekstgenre, som man møder i hverdagen. 

Bogstav-lyd kendskab er især i fokus i den første læseundervisning, da det er hele fundamentet for at kunne omdanne bogstavernes lyde og sætte dem sammen til ord. Det er også det, vi kalder for afkodning. Hvis læseren bruger for meget energi på at afkode, vil det gå udover læserens forståelse af det læste. Ordblinde har specielt svært ved at afkode og omsætte bogstaver til lyde.

Ordforrådet har også betydning for, hvordan vi læser. En elev med et stort ordforråd har markant større udbytte af en tekst end en elev med et mindre ordforråd. 

Hukommelsen skal hjælpe med at holde den røde tråd i teksten og kunne trække paralleller til andre tekster af samme type. 

Læserens metabevidsthed har stor betydning for, om man får et udbytte af sin læsning. Med metabevidsthed forstås læserens opmærksomhed på egne tankeprocesser og en  bevidsthed om, hvornår man forstår det, man læser. En læser der gør brug af sin metabevidsthed har en aktiv læseindstilling og kan ændre strategi, hvis man ikke forstår det, man læser.  

Elever på Sødalskolen undervises i læsning i alle skolens fag, så undervisningen kommer omkring alle de centrale funktioner, der er vist i Ehris interaktive læsemodel.

 





 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.